Hjælp os med at hjælpe andre. Indlever dine ekstra værnemidler til kommunen, eller ring, hvis du har et større parti, vi skal hente. Sådan lyder opfordringen nu fra Esbjerg Kommune.

PRESSEMEDDELELSE: Har du værnemidler i overskud?

Manglen på værnemidler som f.eks. ansigtsmasker, håndsprit, beskyttelsesdragter og beskyttelsesbriller begynder nu at vise sig, også i Esbjerg Kommune. Værnemidler er vigtige for at kunne beskytte borgere og medarbejdere i blandt andet sygeplejen, hjemmeplejen og på plejehjem mod coronasmitte. Derfor opfordrer kommunen nu alle borgere, foreninger, virksomheder eller andre, som måtte ligge inde med ekstra værnemidler, som de ikke umiddelbart selv skal bruge, til at give dem til kommunen.

  • Vi har bestilt flere værnemidler, men der er ventetid på nye leverancer. Derfor har vi brug for, at alle, som kan, nu giver en hånd med og overdrager ekstra værnemidler til os. På den måde kan vi i fællesskab sikre, at der fortsat er værnemidler nok til at beskytte sårbare borgere for eksempel på plejehjem og alle de medarbejdere, som i denne tid gør en kæmpe indsats rundt omkring i kommunen for at tage sig af udsatte og syge borgere, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Flere har allerede selv kontaktet kommunen med tilbud om værnemidler. Nu sætter kommunen indleveringen i system, så det bliver nemt at bidrage.

Sådan indleverer du værnemidler

Har man værnemidler tilovers, kan de indleveres til kommunen på Hjælpemiddeldepotet, Lillebæltsvej 33, 6715 Esbjerg N. Følg de opsatte skilte. Indleveringen er åben mandag til fredag kl. 10 – 14.

Har man større partier af værnemidler, afhenter kommunen dem gerne. Ring til tlf. 29 47 10 86.

Medarbejdere på Hjælpemiddeldepotet efterser de indleverede værnemidler, inden de hurtigt fordeles videre ud til kommunens værnemiddeldepoter.

Kontaktinformation

Arne Nikolajsen, direktør, Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune, tlf. 23 47 71 28

PRESSEMEDDELELSE: Har du værnemidler i overskud?

Kilde / Logo: Esbjerg Kommune. Foto: Colourbox.

Skriv en kommentar

*

code