Haderslev Kommune er kommet med i det digitale univers Cyberhus – et sted for unge, hvor de kan søge råd og vejledning hos en fagperson eller en anden ung.

Der skrues op for digitale løsninger alle steder i en tid, hvor vi skal holde fysisk afstand. Seneste skud på stammen er digital ungerådgivning, der er gået i luften i denne uge, og fremover er et fast tilbud i Haderslev Kommune.

”Mange unge oplever, at det er svært at tale med forældre eller venner om de bekymringer og udfordringer, de står over for i deres liv, og har brug for rådgivning fra fagpersoner. Det er vigtigt, at det er nemt for dem at søge den rådgivning, og det er det blevet nu på platformen Cyberhus, hvor vores egne rådgivere er klar til at tage imod”, siger Bo Morthorst Rasmussen, der er formand for Socialudvalget i Haderslev Kommune.

Digital rådgivning på cyberhus.dk har været i støbeskeen i noget tid, men den aktuelle coronakrise har sat fart på arbejdet, så Haderslev Kommune allerede nu er klar til at rådgive unge på platformen. Den primære målgruppe er de 12-17, men den kan også bruges, selvom man er lidt yngre eller ældre.

”Det er rigtig godt og vigtigt, at vi nu kan tilbyde online rådgivning, for de unges bekymringer er ikke blevet mindre under krisen, men de er som alle andre meget mere isolerede, hvilket kan være rigtig svært. Derfor har de særligt brug for muligheden for digital rådgivning lige nu”, Lene Bitsch Bierbaum, næstformand for Socialudvalget i Haderslev Kommune.

Anonym chat med lokale rådgivere

På cyberhus.dk/ung-i/haderslev kan man blandt andet chatte med en rådgiver fra Haderslev Kommune eller skrive et indlæg i brevkassen. Hvis chatten ikke er åben, er der også mulighed for at chatte med platformens egne rådgivere eller benytte funktionen ung-til-ung.

”Al kontakt på platformen foregår anonymt, og når man skriver til os på chatten, er det rådgivere fra Haderslev Kommune, der svarer. Det kan være rigtig vigtigt, at det er mennesker med kendskab til lokalområdet, man får fat i, for de kan i nogle tilfælde bedre sætte sig ind i de unges bekymringer”, Hassan Najem, der er leder af SSP og forebyggelse i Haderslev Kommune.

Den digitale ungerådgivning bemandes af rådgivere fra Haderslev Kommunes rådgivende team og SSP-samarbejdet, der sidder klar i chatten mandag-onsdag 12-16, torsdag 19-21 og fredag 10-14.

Kontakter

Bo Morthorst Rasmussen, Formand, Socialudvalget

40 22 52 85

bomr@haderslev.dk

Lene Bitsch Bierbaum, Næstformand i Socialudvalget

27 36 61 19

lhed@haderslev.dk

Hassan Najem, Hotspotchef og leder af SSP og Forebyggelse

21 41 90 07

hnaj@haderslev.dk

PRESSEMEDDELELSE: Ny børn- og ungechef i Haderslev Kommune

Kilde / Logo: Haderslev Kommune

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen