Lemvigh-Müller har åbnet en ny, stor håndværkerbutik i Hillerød. Butikken er skabt ud fra lokale håndværkeres ønsker – og byens boomende behov.

PRESSEMEDDELELSE: Flagskibsbutik skabt i dialog med håndværkere i Nordsjælland

Butikschef Jens Waarst-Rasmussen (th) glæder sig over åbningen af flagskibsbutikken i Hillerød sammen med butiksdirektør Peter von der Hude (tv).

Håndværkere i Nordsjælland har fået ny, stor butik at handle i, når der er brug for værktøj, arbejdstøj, vvs- og el-materiel. Lemvigh-Müller har efter mange år på Milnersvej i Hillerød flyttet sin håndværkerbutik til Industrivænget 2 og har opgraderet butikken med et helt nyt look og koncept.

”Det er Lemvigh-Müllers første flagskibsbutik, men det er først og fremmest kundernes butik, for det nye koncept er udviklet i dialog med de el- og vvs-installatører, der handler hos os. Vi skal være så relevante, som overhovedet muligt for vores lokale håndværkerkunder, og det sikrer vi ved at inddrage dem og lytte til deres ønsker”, siger Peter von der Hude, salgsdirektør for Lemvigh-Müllers 23 håndværkerbutikker.

Håndværkere kræver effektiv handel

Håndværkerkundernes ønsker til flagskibsbutikken i Hillerød har været styrende for både beliggenhed og indretning:   

”Effektivitet er et nøgleord for håndværkere – det skal være hurtigt og nemt at få de varer, der er brug for.  Derfor har vi i indretningen arbejdet med at skabe en visuelt overskuelig butik, hvor det er nemt at navigere rundt ved hjælp af produktbilleder på bagvæggene og farvekoder på varereolerne. Med en beliggenhed ud til Herredsvejen, er det også meget nemt at komme til og fra butikken”, forklarer Peter von der Hude. 

Formlen på fremtidens håndværkerbutik

Selvom effektivitet er vigtigt, vil håndværkerkunderne omvendt også gerne have mulighed for at fordybe sig. Den nye butik er derfor indrettet med inspirationsområder til vareudstillinger, der giver en ekstra oplevelse. Der er kaffebar, hvor man kan netværke, og som en ny service er der et stort mødelokale, som butikkens kunder frit kan låne.

”Vi har fundet formlen på fremtidens håndværkerbutik i Hillerød, og planen er, at vi stille og roligt ruller konceptet – med eventuelle lokale tilpasninger – ud i vores håndværkerbutikker i resten af landet i forbindelse med nyåbninger og renoveringer”, siger Peter von der Hude.

Gearet til byggeboom

Jens Waarst-Rasmussen, der er chef for butikken i Hillerød, har store forventninger til den nye flagskibsbutik, som ikke bare er skabt med udgangspunkt i håndværkerkundernes ønsker, men også behovet i Hillerød, der oplever et byggeboom med bl.a. nyt sygehus og de to nye bydele, Favrholm og Frederiksbro:

”Der er gang i byggeriet i byen, så der er efterspørgsel på materialer, og det kan vi godt mærke. Derfor har vi udvidet sortimentet i den nye butik med 3.000 varenumre, så der nu er mere end 11.000 varenumre indenfor el, vvs og værktøj på hylderne. Herudover har vi udvidet åbningstiden med en time dagligt og er klar fra kl. 6 om morgenen”, siger Jens Waarst-Rasmussen.

Han fortæller, at det også er muligt at bestille ekspreslevering af alle butikkens varenumre og få varerne leveret indenfor en time for 99 kr. i hele Nordsjælland. Butikkens kunder kommer dels fra Hillerød, dels de omkringliggende kommuner Gribskov, Halsnæs, Fredensborg og Helsingør.

PRESSEMEDDELELSE: Flagskibsbutik skabt i dialog med håndværkere i Nordsjælland

Grillbaren Tøffes, der er nabo til den nye håndværkerbutik, har sat en ‘Lemvigh-Müller-burger’ på menuen.

Lemvigh-Müller er på menuen hos Tøffes

Grillbaren Tøffes, der er nabo til den nye flagskibsbutik på Industrivænget, har opkaldt en burger efter sin nye nabo. ”Lemvigh-Müller-burgeren” er, ligesom butikken, blevet til i dialog med håndværkere, som har stemt om ingredienserne. Det er endt med en solid sag med dobbelt op på både bøf, bacon, ost og bernaisecreme.

PRESSEMEDDELELSE: Flagskibsbutik skabt i dialog med håndværkere i Nordsjælland

Kilde / Logo / Foto: Lemvigh-Müller

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen