

Drømmen om båd – af Tanya Vendelbo
Daniel kæmper med sorgen efter sin mormors død. Hun var en fast klippe i hans liv. Minderne fra de mange sommerferier i Hellerup, langt væk fra de højlydte skænderier i barndomshjemmet i Middelfart, til de ugentlige besøg hos mormor, da han flytter til København som nyudklækket advokat, ligger dybt i ham.
Mormorens død åbner op til en uforløst sorg over hans mors alt for tidlige død, da han er 19 år gammel, og tiden efter, der præges af hans studietid i Aarhus og hadet til sin far, som han giver skylden for sin mors død.
Daniel er nu 37 år og en succesrig erhvervsadvokat. Udadtil ligner han en, der har styr på tilværelsen. De fleste forbinder ham med venlighed og en stoisk ro, der oftest kommer til udtryk, når han, med naturtalent for konfliktløsning på sit arbejde, redder kastanjerne ud af ilden for klienterne.
Daniel drømmer om at bygge sin egen båd, men karrieren og de mange timer på kontoret baner ikke vejen. Han er oftest single med hang til hurtige forhold, indtil han møder Louise, der trækker tæppet væk under ham. Den tætteste relation han har er til sin lillesøster Ina, der bor i London.
Mormorens død åbner op for konflikterne i familien, og langsomt må Daniel indse, at tingene ikke er, som han troede. Det eneste han ønsker er, at alting bliver, som før hans mormor døde. En tiltagen hjertebanken får ham til at opsøge sin læge, der sætter ham stolen for døren. Men er Daniel klar til at lytte, og hvem er den smukke kvinde, der dukker op til hans mormors bisættelse?
Roman af debuterende forfatter Tanya Vendelbo, der – med sit indgående kendskab til Advokatbranchen og sine uddannelser inden for spirituel og personlig udvikling – tager læseren med på en rejse ned i sammenbrud og genopstandelse.
Udgivelsesdato: 4. november 2024.
For yderligere info eller interesse i anmeldereksemplar eller forfatterinterview kan forlaget kontaktes på:
Mail: forlaget.braendpunkt@gmail.com
Telefon: 61 31 98 54
Med venlig hilsen
Forlaget Brændpunkt
www.brændpunkt.dk