• Siden Booking.coms første undersøgelse om forbrugernes holdninger til at rejse mere bæredygtigt i 2016, har næsten 230.000 rejsende på 35 markeder svaret på Booking.coms spørgeskemaer. De seneste data fra 2025 viser et skift i de rejsendes opfattelse af, hvad bæredygtighed omfatter, hvor 45% af danske rejsende oplyser, at de er bevidste om turismens indvirkning på lokalsamfundene såvel som på miljøet.
  • Mens 48% af de danske rejsende mener, at turisme har en overordnet positiv indflydelse, der hvor de selv bor, peger de også på udfordringer som trafik, affald, trængsel og stigende leveomkostninger.
  • Kun 5% af de danske rejsende mener, at der bør være et loft på antallet af besøgende, hvor de bor. De fremhæver i stedet et behov for investeringer i samfundet gennem forbedringer af infrastrukturen.
  • Rejsende bestræber sig i stigende grad på at støtte økonomien på de rejsemål, de besøger – 71% ønsker, at de penge, de bruger, går til lokalsamfundet, og over halvdelen (55%) ønsker at efterlade steder i bedre stand, end de var, da de ankom.

KØBENHAVN, 7. MAJ 2025 – I dag udgiver Booking.com den 10. udgave af deres årlige undersøgelse om forbrugernes holdninger og intentioner i forhold til de sociale og miljømæssige konsekvenser af rejser. Undersøgelsen er gennemført på baggrund af en stadigt voksende diskussion om, hvordan turismen påvirker rejsemålene. Den er blevet besvaret af 32.000 rejsende i 34 lande og viser, at hele 45% af de danske rejsende nu er bevidste om rejsernes indvirkning på lokalsamfundet såvel som på miljøet, og over halvdelen (55%) ønsker at efterlade steder i bedre stand, end de var, da de ankom.

Booking.coms nye undersøgelse har fokus på lokalsamfundene. Respondenterne blev ikke kun spurgt ind til, hvordan de rejser, men også hvordan de oplever turister der, hvor de bor. På denne måde belyses turismens fordele og udfordringer set fra både de rejsendes og de lokales perspektiv. Rapporten afslører, at næsten halvdelen (48%) af danske rejsende mener, at turisme generelt har en positiv indvirkning på det sted, hvor de bor, men at der er behov for tilpasninger, så rejsemålene kan vokse i et sundt tempo og fortsat nydes af alle.

Forståelse for de lokales behov

Hele 67% af de danske rejsende mener, at der er den rette mængde turisme, hvor de bor. Som beboere påpeger de dog nogle af de typiske udfordringer, de oplever i forhold til turisme, herunder: trafikpropper (21%), affald (25%), trængsel (8%) og stigende leveomkostninger (11%). 

På trods af disse bekymringer er det kun en lille andel (5%) af de danske rejsende, der mener, at løsningen er et loft på antallet af tilladte turister, hvor de bor. I stedet fremhæver de behovet for investeringer i samfundet, hvor forbedret transport (23%), affaldshåndtering (21%) og miljøbeskyttelse (18%) primært er de typer støtte, de gerne vil se.

Når det gælder turisternes adfærd, er mange danske rejsende positivt indstillede og siger, at de turister, de oplever derhjemme, ofte eller altid respekterer lokale skikke og traditioner (54%) og støtter lokale virksomheder (50%). Selvom dette viser, at der er plads til forbedringer, stemmer det overens med danskernes egne intentioner om at rejse – 71% ønsker, at de penge, de bruger, går til lokalsamfundet, og 76% søger autentiske oplevelser, der afspejler den lokale kultur.

Mere bevidste vaner bliver mainstream

I år er det fortsat vigtigt for de fleste danske rejsende at rejse mere bæredygtigt (59%). I 2025 siger 83% af de danske rejsende, at de gerne vil foretage mere bæredygtige rejsevalg, og til en vis grad har gjort det. Udover en øget intention om at rejse mere bæredygtigt, er der i løbet af de 10 år, som Booking.com har indsamlet data, også sket ændringer i de rejsendes præferencer, prioriteter og bevidsthedsniveau i forhold til, hvad der opfattes som havende en mere positiv indvirkning på rejsemål, lokalsamfund og økosystemer. 

I denne tid er mange vaner relateret til at reducere affald og energiforbrug i stigende grad blevet mainstream, og det er stadig det første, de rejsende tænker på, når det kommer til at påvirke effekten af ​​deres rejser. Dette års undersøgelse viser, at adfærd, der vedrører påvirkningen af samfundet og økonomien, nu står side om side med disse miljømæssige valg. De rejsende tænker aktivt over, hvordan de kan minimere påvirkningen på de rejsemål, de besøger, uanset om det så er at søge rådgivning om at rejse på andre tidspunkter af året (37%) eller besøge andre rejsemål for at undgå masseturisme (34%).

“For at sikre, at rejsemål fortsat kan nydes af både lokale og besøgende, skal turisme, infrastruktur og innovation holde trit med de rejsendes gode hensigter” siger Danielle D’Silva, Director of Sustainability hos Booking.com. “Som en leder i rejsebranchen vil vi gerne gøre det nemmere for både rejsende og partnere at føle sig sikre på, at de valg, de træffer, hjælper med at bidrage positivt til de rejsemål, de besøger. Det omfatter at fremhæve hoteller og overnatningssteder med velrenommerede bæredygtighedscertificeringer fra tredjeparter og tilbyde træning og vejledning til vores partnere, samt rådgivning om, hvordan de bedst engagerer sig i lokalsamfundet eller reducerer deres brug af naturressourcer.” 

“Når vi ser mod fremtiden, er vi også optimistiske omkring mulighederne for, at kunstig intelligens og anden teknologi kan gøre en forskel. I sidste ende ønsker vi at gøre det nemmere for de rejsende at komme i kontakt med en bredere række af lokalsamfund og hjælpe med at sprede de positive fordele ved turisme.”

###

KONTAKTOPLYSNINGER
Kontakt Booking.coms pressekontor i Danmark for flere oplysninger:
Booking@aspekta.dk

Metodologi
Undersøgelse bestilt af Booking.com og gennemført uafhængigt blandt 32.000 adspurgte i 34 forskellige lande og områder (1.000 fra USA, 1.000 fra Canada, 1.000 fra Mexico, 1.000 fra Colombia, 1.000 fra Brasilien, 1.000 fra Argentina, 1.000 fra Australien, 500 fra New Zealand, 1.000 fra Spanien, 1.000 fra Italien, 1.000 fra Frankrig, 500 fra Schweiz, 1.000 fra Storbritannien, 1.000 fra Irland, 1.000 fra Tyskland, 1.000 fra Holland, 1.000 fra Belgien, 1.000 fra Danmark, 1.000 fra Sverige, 1.000 fra Kroatien, 500 fra De Forenede Arabiske Emirater, 1.000 fra Indien, 1.000 fra Kina, 1.000 fra Hongkong, 1.000 fra Thailand, 1.000 fra Singapore, 1.000 fra Taiwan, 1.000 fra Vietnam, 1.000 fra Indonesien, 1.000 fra Filippinerne, 1.000 fra Sydkorea, 1.000 fra Japan, 1.000 fra Sydafrika og 500 fra Kenya). For at kunne deltage i undersøgelsen skulle deltagerne være mindst 18 år gamle, have rejst mindst én gang i de seneste 12 måneder, planlægge at rejse i 2025 og være enten den primære beslutningstager eller være involveret i beslutningsprocessen for rejsen. Deltagerne udfyldte et online spørgeskema i januar 2025.

KILDE: Booking.com /// GRAFIK: Pressemeddelelse.dk

Skriv en kommentar til pressemeddelelsen